27. jan. 2025
Ny absorptionsvarmepumpe på plads
Vores nye absorptionsvarmepumpe er nu ankommet og er blevet sikkert placeret i det tidligere flislager til fliskedel 2. Den nye varmepumpe vejer hele 7,5 tons og blev flyttet på plads med stor præcision af Jysk Maskin Flyt, der benyttede både kran og rulleskøjter.
Hvordan fungerer absorptionsvarmepumpen?
Når varmeværket producerer varme, udleder kedlerne røg, som stadig indeholder varmeenergi. Normalt ville denne energi gå tabt og forsvinde op gennem skorstenen. Med den nye absorptionsvarmepumpe kan vi trække varmen ud af røggassen og genbruge den til at producere mere fjernvarme.
Hvad betyder det for dig som andelshaver?
Med varmen fra den nye absorptionsvarmepumpe skal vi bruge mindre flis til at producere varme. Det nedbringer på den måde vores omkostninger til at producere varmen til dig.
Klar til drift!
Vi glæder os til at tage den nye absorptionsvarmepumpe i brug og dele resultaterne med jer. Følg med her på hjemmesiden eller på Facebook for flere opdateringer om den spændende udvikling på varmeværket.