03. dec. 2024
Indvielse af akkumuleringstank
Den 3. december 2024 markerede vi en vigtig milepæl for os, da vi indviede vores nye akkumuleringstank.
Vi fik fornemt besøg af borgmester Michael Stegger Jensen, politikere fra Natur-, Teknik- og Miljøudvalget, bestyrelsen, pressen og medarbejdere, som var med til at fejre dagen sammen med os.
Vores bestyrelsesformand, Søren Peter Sørensen, holdt tale og forklarede tankens betydning:
“Fremover kan vi med det effektive fyr, som vi har, producere alt vores varme ved at der kører en konstant forbrænding hele døgnet igennem. Når forbruget er mindst, producerer vi varme til tanken, og når forbruget er størst, tager vi varmen ud af tanken igen og sender ud til forbrugerne. På den måde producerer vi varme mere intelligent, mere økonomisk og grønnere.”
Efter Sørens tale åbnede borgmesteren officielt op for tanken og holdt også en tale, hvor han fremhævede, hvordan det vil gavne både klimaet og lokalsamfundet:
“Tanken bringer Ebeltoft et stort skridt mod en endnu grønnere og mere effektiv varmeforsyning. Det er godt for klima, lokal udvikling og forbrugernes økonomi.”
Den nye akkumuleringstank betyder, at vi kan sikre en stabil og effektiv fjernvarmeproduktion til dig som andelshaver. Tanken gør det muligt for os at undvære én oliekedel og én fliskedel, hvilket optimerer vores drift og sikrer, at vi altid kan levere pålidelig varme, når du har brug for den. Tanken er desuden en vigtig forudsætning for fremtidig elektrificering af varmeproduktionen.
Det var en stor dag for os, og vi er glade for at tage tanken i brug som et skridt i vores fortsatte udvikling.
Du kan læse mere om indvielsen og tankens betydning i denne artikel