18. dec. 2024

Eget elværk i 2025

I 2025 tager vi vigtige skridt mod en endnu mere effektiv og stabil varmeforsyning. Vi investerer i en ny absorptionsvarmepumpe, et solcelleanlæg og en ORC-turbine. Læs her, hvad det betyder for dig.

 

Nyt solcelleanlæg bliver vores eget elværk

Solcelleanlægget omdanner solens lys til strøm. Når lyset rammer solcellerne, produceres der elektricitet, som vi bruger i varmeværkets drift. På den måde bliver vi mindre afhængige af at købe dyr elektricitet fra elnettet.
Selvom solen ikke altid skinner, kan solcellerne stadig dække en stor del af vores årlige elforbrug. Når vi kombinerer solcelleanlægget med ORC-turbinen, forventer vi at kunne producere op til 70% af vores eget elforbrug.

Absorptionsvarmepumpe

Vores nye absorptionsvarmepumpe er allerede på vej og forventes at blive installeret ved skorstenen i starten af det nye år. Når vi producerer varme, udleder kedlerne røg, som stadig indeholder varmeenergi. Normalt ville denne energi gå tabt og forsvinde op gennem skorstenen.
Med varmepumpen kan vi trække varmen ud af røggassen og genbruge den til at producere mere fjernvarme. Det betyder, at vi reducerer energispild, samtidig med at vi sænker forbruget af brændsel.

Hvad er en ORC-turbine, og hvordan fungerer den?

ORC står for Organic Rankine Cycle, og det er en billig måde at producere strøm på i stedet for at købe den fra el-nettet. ORC-turbinen udnytter varmen fra fliskedlen på en effektiv måde. Turbinen "låner" en lille del af den varme, som fliskedlen producerer. Denne varme bliver ledt gennem et rør og møder et andet rør i turbinen, hvor der er en væske, som fordamper ved lavere temperatur end vand. Når væsken opvarmes, omdannes den til damp, som driver turbinen og genererer elektricitet.

Det meste af varmen, som turbinen har "lånt", sendes derefter tilbage til fliskedlen, hvor den opvarmes igen og fortsætter cyklussen.

På den måde kan vi udnytte energi fra flisen, til at producere vores egen strøm billigt.

Med de nye tiltag arbejder vi målrettet på at gøre fjernvarmeproduktionen mere effektiv, så vi kan holde varmepriserne så lave som muligt for dig.