Historie

Tanken om at skabe en fælles varmeforsyning for så mange som mulig af Ebeltofts husstande opstod i begyndelse af 1960´erne.

Fjernvarmeværkets stiftende generalforsamling blev afholdt 12. juni 1963, hvor 100 husstande havde tegnet sig som andelshavere. Den første bestyrelse blev valgt og arbejdet med at få skabt fælles varmeforsyning i Ebeltoft startede. Kort efter påbegyndtes byggeriet af det oliefyrede værk i Bryggergården og værket blev indviet den 3. august 1964.

Alle forbrugerne havde ikke fået installeret deres fjernvarme endnu, da Ebeltoft Fjernvarmeværk kunne holde den første generalforsamling i september 1964. Godt 300 havde på det tidspunkt tegnet sig som andelshavere.

800 forbrugere var i 1976 tilsluttet fjernvarmen, da der blev etableret en mindre "sommerkedel". Samme år blev de nye værkstedsfaciliteter og administration taget i brug i Bryggergården.

I 1984/85 blev der bygget et nyt kulfyret værk på Hans Winthers Vej. I 1990 blev der investeret i en fliskedel. Med denne investering og afviklingen af varmecentralen i Bryggergården var Ebeltoft Fjernvarmeværk på vej mod opfyldelse af kravet om, at 90 procent af brændslet skulle være på biomasse inden 1996.

Administrationsbygningen på Hans Winthers Vej blev opført i 1995, så hele værket nu var samlet på et sted.

Først i 1999 lykkedes det at få handelen med det gamle værk i Bryggergården på plads. Pumpehuset blev bygget, og det gamle værk fjernet.

Ebeltoft Fjernvarmeværk bliver i dag drevet som et at de mest moderne værker, der udelukkende bliver fyret med træflis. De 2 stk. oliekedler bliver kun brugt ved havari eller lignende.

Alt bliver styret af et moderne computeranlæg (SRO anlæg). Alt bliver løbende vedligeholdt og ledningsrenoveringen foregår kontinuerligt, så store brud undgås.

Værket består af 2 kedelhaller, flis grave, 2 kontrolrum, værksteder, lager, garager og kontor/mødelokaler.

Det bebyggede areal er i alt 1.595 m², derudover er der et stort udendørs flis lager på 900 m².

Der er 2.400 varmeaftagere hvoraf 1.625 er andelshavere. Der er 41,5 km hovedledning, 23,6 km stikledning og 2 km transmissionsledning.

Der er 6 ansatte på værket som passer den daglige drift, samt en bestyrelse på 5 personer.